Hvis kommunerne vil dialogen med borgerne, må de sørge for at være til stede, der hvor borgerne er. Det nytter ikke stædigt at holde fast i gamle mønstre og kanaler, mens man drømme sig tilbage til dengang, hvor alle mødte op, når kommunen inviterede til borgermøde.

I marts 2015 offentliggjorde Kommunernes Landsforening (KL) resultatet af en undersøgelse lavet af Momentum, der viser, at en ud af syv danskere følger deres kommune på Facebook, og at otte ud af ti mener, at kommunens tilstedeværelse på de sociale medier giver bedre muligheder for at deltage i debatten.

Derfor kan det undre, at der i januar 2015 stadig kun var 67 kommuner repræsenteret på Facebook. Blot 15 kommuner har en Instagramprofil, 39 kommuner har en Twitterkonto og 49 kommuner bruger LinkedIn i forbindelse med jobopslag. Kun 9 kommuner er til stede på alle fire platforme. Lad os bare sige det som det er; der er plads til forbedring.

Borgerne debatterer på de sociale medier
Egentlig giver det ikke mening at tale om de sociale medier under et. De har hver deres særkende og styrker. Men dét de kan, er at gøre afstanden mellem mennesker mindre. Man kan sige, at de sociale medier er den moderne verdens markedsplads og gadekær. Det er der vi mødes, det er der vi udveksler meninger, tanker og følelser. Kort sagt, det er der dialogen og debatten er.
Nogle vil sige, at der er rigelig plads til dialog, debat og inddragelse i det etablerede system og på de gammelkendte kanaler som hjemmesider, borgermøder og læserbreve i lokale aviser. Det er der også, det er bare ikke der, borgerne færdes mest.

Fravalget af sociale medier giver borgerne ulige vilkår
Forleden var der en artikel i Jyllandsposten hvor lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Jesper Tække er citeret for at sige: ”Den demokratiske proces bliver i højere grad tovejskommunikation, hvor kommunerne får feedback over Facebook. Borgerne vil høres og deltage i debatten, efter de sociale medier er blevet en kulturbærende platform. Så når hver fjerde kommune ikke er på Facebook, er der tale om, at borgerne har ulige vilkår for at deltage i den demokratiske dialog, når det f.eks. gælder skoler, veje og ældrepleje.”

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Det jeg ser i min hverdag, som kommunikationskonsulent i en mindre kommune, er nemlig, at kommunens tilstedeværelse på Facebook giver borgeren en helt unik mulighed for at tage del i det der sker i kommunen. Via Facebook skaber vi et fællesskab, når vi poster historier, som borgerne kan identificere sig med. På den måde bliver de opdateret på, hvad der sker i kommunen, og den mulighed ville vi aldrig have, hvis ikke vi var på Facebook.

Hvis kommunerne virkelig vil inddragelse og dialog, bliver de altså nødt til at være til stede, der hvor borgerne er, og det er altså på de sociale medier.